Tips og ideer
- Når du forbereder turen til Fyn, Langeland og Ærø, er det vigtigt i god tid at rekvirere kortmateriale og brochurer fra turistbureauerne i de områder, du vil besøge.
- Prøv at planlægge de daglige distancer, så en stor del af turen følger cykelruterne. Derved er du garanteret en trafiksikker og oplevelsesrig ferie. Læg ruten efter den svageste i gruppen. En passende dagsetape vil for de fleste voksne og teenagere være 30 - 40 km pr. dag. Derved bliver der også tid til småpauser og en uforudset lapning. Tag allerede i planlægningsfasen hensyn til, at vinden oftest blæser fra vest.
- Overnatning bør reserveres i forvejen. Vandrerhjem, campingpladser, kroer og hoteller kan have udsolgt i højsæsonen.
- Hvis du skal anvende din egen cykel på ferieturen, er det en god idé at få cyklen grundigt efterset før start. Opstramning af eger, to nye slanger og punkterfrie dæk kan spare dig for mange ærgrelser. Bremserne skal være i topform for at klare den ekstra belastning fra bagagen, og et større tandhjul kan måske gøre det lidt lettere at forcere "De Fynske Alper". Du kan imidlertid også vælge at leje en cykel til ferien. Bestil i forvejen og gør opmærksom på, hvad cyklen skal bruges til.
- Kør en træningstur med fuld oppakning nogle uger før for at afprøve cyklens udstyr og deltagernes (især børnenes) kræfter.
- Hårdt pumpede dæk punkterer sjældnere og ruller lettere.
- Brug flere tynde trøjer i stedet for en tyk. Tag en trøje af før du bliver varm, og tag en på før du bliver kold.
- Lyt til vejrudsigten om morgenen før start. Danmarks Radio P3 finder du på FM 92,6 MHz.
- Spis let og ofte. Drik tit og rigeligt med vand.
- Lad den svageste bestemme hastigheden. Hold gerne mange, men korte pauser. Kør bevidst langsom den første time.
- Lav ikke en for stram tidsplan, gør noget aktivt for at holde humøret højt og husk at nyde det!
Pakkeliste
- Begræns din bagage til maksimalt 10 - 15 kg pakket i lavtsiddende cykeltasker. Fordel bagagen i to eller fire cykeltasker, der er "foret" med store plastikposer. Undgå at køre med rygsæk! En styrtaske er god til værdigenstande og kort.
- Ud over dine personlige ting skal du huske: pumpe, lappegrej, dækjern, ekstra slange(r), kabellås, umbraconøgler, svensknøgle, skruetrækker, sololie, cykelhjelm, førstehjælpskasse, regntøj, kabelstrips, snor, elektrikertape og vandflaske(r).

